Referat Gråmejsetur til Hjøllund Pl. og Klostermølle, 25.10.16

De fleste stod nok op denne morgen til frost og tåge, men da vi mødtes ved Vrads Kirke brød solen igennem, og de flotte efterårsfarver omkring kirken lyste op på flotteste vis. Dette gav også anledning til fine obs. af bl.a. småfugle, mens vi ventede på alle 25 deltagere mødte frem. Lidt efter kl. 9 bød turleder Hans Knakkergaard velkommen og fortalte lidt om dagens program. Hans bor i området og kender det ud og ind. Netop derfor kunne han heller ikke på forhånd love os, at vi ville få nøddekrigerne at se.

Turleder Hans Knakkergaard
Turleder Hans Knakkergaard

 

Men det kunne nu ikke afskrække os, så vel ankommen til Store Hjøllund Plantage delte vi os i 2 hold og gennemsøgte det område, hvor nøddekrigerne normalt holder til. Desværre havde vi ikke held med os. Alligevel forlod vi skoven med en følelse af veltilfredshed, idet vi havde vandret 1.5t i et særdeles smukt, og for de fleste, ukendt område, og vi havde haft 2 overflyvende og kaldende ravne plus en sortmejse, som ekstra gode fugleoplevelser.

Vi lytter og leder i Hjøllund Pl. Foto: Elly Hansen
Vi lytter og leder i Hjøllund Pl. Foto: Elly Hansen

De fleste af os trængte nu til lidt mad og drikke, så vi kørte til Klostermølle ved Mossø og satte os i madpakkehuset, hvor snakken gik livligt i hele pausen. Der var en del nye deltagere, endda så langt væk fra som Odense og Fredericia, så der var nok af emner at snakke om over kaffen.

Vi enedes om at gå ned til søen i samlet flok og kigge lidt på, hvad Mossø`s Vest ende kunne byde på denne dag.

Der var mange toppede lappedykkere, troldænder, hvinænder, gråænder samt en enkel skeand, men pludselig blev vores opmærksomhed henledt på noget helt andet.

Alle deltagere studerer livet på Mossø. Foto: Elly Hansen
Alle deltagere studerer livet på Mossø. Foto: Elly Hansen

Alle 25 Gråmejser stod og kiggede ud over søen, da de pludselig, nærmest på ordre, alle vendte sig om. “Ordren” kom fra en sortspætte, som kaldende fløj fra søområdet – sikkert mod Sukkertoppen, hvor vi lige havde hørt Hans fortælle om, at de holder til. Flot syn, og nemt at se den fløj med hovedet løftet. Denne oplevelse var spændende for de fleste, men specielt for Erling var det ”Dagens Fugl”. Et længe ventet møde med sortspætten var endelig blevet til virkelighed – stort tillykke til ham og de andre, som fik et nyt kryds til deres artsliste.

Sortspætte med tydeligt hævet hoved. Foto: Jens Peter Kragh
Sortspætte med tydeligt hævet hoved. Foto: Jens Peter Kragh

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter denne oplevelse ville vi dele os i 3 hold og udforske have, mølleområde, å og mose. Men inden vi kom af sted havde en deltager spottet en stor tornskade i nærheden af landevejen. Den fløj lidt omkring, men sad nærmest konstant højt til vejrs i et træ i solskin.

Den lokale bjergvipstjert blev set siddende på sten og i lavt hængende træer over åen, og isfugl sås flere gange under vandringen langs åen.

Vi kigger efter bjergvipstjert ved Klostermølle. Foto: AO
Vi kigger efter bjergvipstjert ved Klostermølle. Foto: AO
Måske vi er heldige at se træløber ved Klostermølle. Foto: AO
Måske vi er heldige at se træløber ved Klostermølle. Foto: AO

 

 

 

 

 

 

Langs åen fremviser Keld C. isfuglehuller. Foto: Elly Hansen
Langs åen fremviser Keld C. isfuglehuller. Foto: Elly Hansen
Og her er den så - isfuglen. Foto: Keld Christensen.
Og her er den så – isfuglen. Foto: Keld Christensen.

 

 

 

 

 

 

 

Efterhånden var klokken blevet 14.30 og det var blevet tid til at bryde op. Hans Knakkergaard fik klapsalver for hans store engagement på turen, og derefter opfordrede han deltagerne til at stoppe op ved Hjøllund Plantage for at kigge efter nøddekriger på hjemvejen – de der alligevel skulle den vej hjemad.

Kun 4 havde tid og kræfter til dette, og det var rigtig ærgerligt. For de 4, Ann Dithmer, Kirsten og Bent Nørbæk samt undertegnede, kunne efter ca. 1t søgen se en nøddekrige lande i et træ ikke ret langt væk. I scoop var fuglen fin, og de 3, som ikke før havde set nøddekrige var meget begejstrede. Men 2 sec. efter denne fugl var fløjet væk, hørtes pludselig en anden, som faktisk sad meget tættere på. Denne fugl sad længe og kaldte, hvilket kunne beundres i flot medlys. AMLD nåede endda af få fine billeder, så I andre kan se det ikke var en and 😉

Nøddekrige. Foto: Ann Dithmer
Nøddekrige. Foto: Ann Dithmer

Stemningen var nu så høj, at det straks blev besluttet af denne oplevelse skulle fejres behørigt på et nærliggende cafeteria med øl og pølser.

Sandelig en go` afslutning på en i forvejen skøn dag, som i alt havde budt på 47 forskellige fuglearter.

 

 

 

Arter ved kirken, Vrads by og agerland: 09.00 – 09.15

Gulspurv, stær, husskade, gråsisken hø, solsort, gråkrage, 1 lille korsnæb, 1kernebider, musvit, gråspurv, skovspurv, allike og spætmejse.

Hjøllund Pl.: 09.20 -10.45

Ravn, fuglekonge, sortmejse, stor flagspætte, solsort, blåmejse, bogfinke, kvækerfinke, skovskade, sjagger, grønirisk, gærdesmutte, rødhals og nøddekriger kl. 1605-1620

Mossø, Vestenden: 11.50 – 14.30

Skarv, fiskehejre, troldand, hvinand, gråand, blishøns, top lappedykker, knopsvane, svartbag, sølvmåge og 1 skeand F.

Klostermølle: 11.50-14.30

Musvåge, isfugl, sortspætte, grågæs, allike, stor tornskade, vandrikse hø, bjergvipstjert, halemejse samt tårnfalk på køreturen hertil.

Referat: AO.

PS: Til de nysgerrige: Det var slank snyltekølle vi fandt i skovbunden.

Slank Snyltekølle. Foto: AO
Slank Snyltekølle. Foto: AO

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *