Referat Sønderlem Vig rundt 16.01.17 Gråmejsetur

Man må da sige at vejrguderne var med os på dagen- en rigtig flot dag med sol, faktisk ingen vind og temperatur mellem ca.3 og -4 grader. Mødestedet var Shell tanken ved Kærgårdsholm vest for Skive.

Allerede inden der blev budt velkommen blev der set på nogle småfugle som sat højt i et træ – de blev bestemt til Bomlærker og Bogfinker.

Bomlærke. Foto: Ann Dithmer

Klokken 13 bød Anni velkommen og fortalte de i alt 16 deltagere  lidt om hvor vi skulle hen i dag. Derefter satte vi os i bilerne og kørte mod Sønderlem vig.

Første stop blev lige i starten af Lauhedevej, så vi lige kunne sikre os at vi havde alle biler med. Her blev der set en flot Stor Tornskade som fangede en mus og fløj op i toppen af et grantræ, så alle deltagerne kunne se den.

Stor tornskade med spidsmus i næbbet. Foto: Ann Dithmer

 

Derefter kørte vi videre til engene øst for Sønderlem Vig, hvor vi gjorde et stop på Lauhedevej. Her var det ikke så mange fugle, men lidt småfugle blev det til, nogle flotte Dompap hanner, Gulspurv, Blåmejse og Musvåge. Men interessen for at se området igennem for fugle var stor.

Smukt var vejret og udsynet fra Lauhedevej. Foto: Inge Kirk

 

Der snakkes og studeres ved Lauhedevej – er det røde derovre en fugl eller bark på et træ?
Musvåge sås bl.a. ved Lauhedevej. Foto: Susanne Jensen

Vi forsatte ad en markvej om til Egebjerg, med et stop undervejs. Musvåge og Engpiber var nogle af de fugle vi så her. Herefter kørte vi til Geddal Enge, hvor alt vand var frossen, så der var ret fugletomt. Men vi fik set Vandrefalken, som sad på en pæl næsten ude ved Fjorden. Vi holdt også en kort kaffepause her – tiden skred hurtigt, og vi skulle nå så meget mere.

Kaffepause ved Geddal – efter at vandrefalken var spottet. Foto: Inge Kirk

Vi kørte derefter videre til Pumpehuset ved vigens udløb i Venø Bugt.

Venø Bugt – der var vist for lavvandet til de store skalleslugere, som ikke var tæt på kysten denne dag. Foto: Inge Kirk

Her gik vi op på diget og kiggede ud over Limfjorden. Der var en del is på fjorden og en våge hvori der lå mange måger og lidt ænder. Der blev også set nogle Storspover. Men ret hurtigt gik vi ud til kanalens munding i vigen. Hele vigen var isbelagt på nær lidt ved åmundingen, så de forventede lille skalleslugere var ikke i syne. Til gengæld så vi bl.a. Isfugl, Knopsvane og en Stor Skallesluger.

Så skal der kigges fugle ved vigen. Foto: Inge Kirk
Koncentrerede gråmejser. Foto: Susanne Jensen
Og så kom isfuglen og satte sig lige over for os – nogle var heldige at se den rigtig godt. Foto: AO

Men det helt store hit var, da 3 oddere blev set  krydse isen ude over vigen, 1 voksen med 2 store unger.

En voksen odder med 2 juniorer krydsede Sønderlem Vig på isen. Foto: Susanne Jensen

På vejen mod det gamle fugletårn i Håsum Enge holdte vi ind lige før Hostrup hovedgård, hvor der på en mark stod 400 Grågæs og 22 Blisgæs.

Herefter fik vi parkeret bilerne på Vigen ( en vej) og gik ud mod de blå kærhøges natterasteplads. På vej derud var solen næsten på vej ned, og man kunne godt mærke at det var blevet køligere.

Turen ud til fugletårnet i Håsum Enge er altid dejlig, men denne dag var det helt specielt skønt. Foto: AO

Vi fik os stillet op ved tårnet og havde ikke stået ret længe inden de første blå kærhøge begyndte at vise sig.

Blå kærhøg i skumringen. Foto: Susanne Jensen

Og sikke et syn med 8 kærhøge i luften på en gang. Det blev set 10 i alt, heraf 2 hanner og samtidig blev der hørt Vandrikse, skægmejser og så blev der hørt Rørdrum her midt i januar, lidt vildt.

Nu var solen gået ned, og deltagerne drog hjemad.

Solnedgang ved Håsum Enge. Foto: Ann Dithmer

 

Men alt i alt en rigtig god tur med 44 fuglearter, Rådyr og 3 flotte odder.

Referent: Gerner Majland

Artsliste:

Bomlærke, Bogfinke, Sortmejse, Musvåge, Gråkrage, Stor Tornskade, Ringdue, Solsort, Rødhals, Blåmejse, Musvit, Fasan, Dompap, Gulspurv, Engpiber, Grønirisk, Sjagger, Vandrefalk, Krikand, Gråand, Fiskehejre, Storspove, Svartbag, Sølvmåge, Stormmåge, Hættemåge, Husskade, Bjergirisk, Hvinand, Sangsvane, Knopsvane, Stor Skallesluger, Grågås, Blisgås, Isfugl, Ravn, Fuglekonge, Halemejse, Gærdesmutte, Vandrikse, Rørdrum, Skægmejse, Pibeand og Blå Kærhøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *