Referat af skovens dag.

Referat fra Skovens Dag
af Steen Franch.

I dag, søndag, den 7. maj, var vi, Hanne og jeg i Danmarks Naturfredningsforenings arrangement Skovens Dag deltagende. Vi var igen i år heldige med vejret: Om formiddagen sol, derefter lidt blandet og først sidst på eftermiddagen mest skyet og vi havde næsten ingen vind.

Udover os var der en del ”ulddamer”, såvel spindende som vævende, kartende som filtende. Der var lagt skind ud og de præsenterede nogle af deres arbejder. Jeg snakkede en del med et par af dem. Vi sammenlignede arbejdsgangene, da det at arbejde med uld og med hamp har en del fællestræk.Der var folk, der bagte grønne pandekager over åben ild, eller det vil sige: Publikum gjorde. En gynge med en ”pind” som gyngebræt var hængt op i en snor i et træ og et andet sted var der en ”luftgynge”, hvor man gyngede ud over en stejl skrænt, så ungerne kom virkelig højt op. En mand med en hestevogn kørte ture med folk og en naturvejleder havde folk med på forskellige ture.

Ved siden af os var vi så heldige at have Per og Thyge, der lavede fuglekasser med børn og unge. Det var en vældig succes. De løb tør for de gode (torx) skruer og måtte lave de sidste kasser med blandet krydskærv fra en rodekasse, og de havde ikke ret mange stykker træ med hjem. Det passede jo vældig godt sammen med vores fuglesnak. Vi snakkede med 59 mennesker og i alt var der vel et sted mellem 2- og 300 gæster. Nogle holdt på det ene tal og andre på det andet. Vi kom af med en del brochuremateriale og var i det hele taget godt tilfredse med dagens forløb. Desværre måtte Jens Jørgen melde afbud, så fugleturen blev ikke til noget.

Dette indlæg er udgivet i Nyheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *