Feldborg Plantage 4.7.17, Gråmejsetur

Flot vejr og mange deltagere gjorde lige fra starten turen i Feldborg Plantage til en dejlig oplevelse. Måske var vi ikke så heldig med fuglene, som vi kunne ønske os, men til gengæld fik vi mange tip af vores nye guide Keld Christensen, som kender skoven som sin egen bukselomme.

Vores guide Keld Christensen

 

Og Keld var villig til at dele ud af sin viden: Vi så grønspætternes, sortspætternes og vendehalsenes ynglepladser – deres redehuller med historier om Kelds oplevelser med fuglene. Vi ledte også efter natteravn, men desværre var vi ikke heldige at finde disse 4 arter netop denne dag.

Ved Rævekær blev der taget mange billeder af lille præstekrave.

 

Der skridtes godt til over græstuerne.

 

 

 

 

Og så hen og kigge på svaleklire

Til gengæld var lille præstekrave hvor de skulle være – det er altid en fornøjelse at se dem pile af sted langs Rævekæret. Og som ekstra bonus var der 2 svaleklirer samme sted – og de fløj så meget omkring os, at vi alle fik set dem rigtig godt.

Vi kigger på rødrygget tornskade.

 

På heden ved kæret svigtede rødrygget tornskade heller ikke. En flot han viste stolt en unge frem, og fuglene sås rigtig godt i det fine vejr.

Unger af rødrygget tornskade blev studeret i bibelen.
24 deltagere pynter på heden.

 

 

 

 

 

 

 

 

For nogles vedkommende var dagens højdepunkt dog på vandreturen rundt i skoven. Vi stoppede nemlig op for at tjekke nogle musvåger, som kredsede lidt højt på himlen. Pludselig slog den ene vingerne sammen over sin krop – hvepsevåge – jubiii. For referenten her var det absolut dagens hit!

Musvåger – nej hvepsevåge i kikkerten.

 

2 træer var der med skovmår rede.

 

Et andet stort hit havde ikke noget at gøre med fugle, men spændende – det var det bestemt. Keld viste os nemlig hvor skovmåren yngler. Ja yngler, for der lå sikkert stadig unger og gemte sig i reden. Med 24 mennesker omkring reden havde de ikke lyst til at komme frem, men det var imponerende at se de kraftige skrabestriber, som de voksne skovmår sætter på træstammen, når de laver redehuller. Og der var 2 redehuller, som vi lærte skovmåren flytter sine unger til med jævne mellemrum. Mens vi studerede rederne var det en sand fornøjelse at høre Keld fortælle om sine oplevelser, når han har været ude for at fotografere skovmår.

 

Kaffepause blev det også til på denne tur.
Gerner holder pause.

 

De lange linser var med på turen i Feldborg Plantage

 

Keld og Jette udveksler fotoviden.

 

2 gode venner.

 

 

Susanne med linsen.

 

Tak til Keld for hans store engagement i turen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For de fleste deltagere var Nørre Feldborg Plantage en ny lokalitet, men jeg tror bestemt mange blev inspireret til at besøge stedet en anden gang – det var i hvert tilfælde det indtryk undertegnede fik. Tak for en rigtig god dag – og god sommer til jer alle.

32 fuglearter:

Stor flagspætte, skovpiber, engpiber, misteldrossel, munk, hvid vipstjert, fuglekonge, sortmejse, løvsanger, gransanger, bogfinke, lille korsnæb, gærdesmutte, spætmejse, sangdrossel, rødhals, gulspurv, grønirisk, musvit, topmejse, blåmejse, landsvale, bysvale, sanglærke, rødrygget tornskade, skovskade, lille præstekrave, svaleklire, spurvehøg, musvåge og hvepsevåge.

Referent: AnniO Fotograf: Henrik Von Suhr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *