Referat fra fugletur til Finderup Øvelsesterræn 30. juli 2017

Det føltes i starten lidt uheldigt, at militær terrænet denne søndag var lukket for færdsel, men det viste sig snart at være en fordel. Vi ville nemlig ikke have fået de fine oplevelser fra Rosborg Søs østside, som vi fik denne søndag fra vestsiden, som altid er åben for færdsel.

Men vi 13 deltagere mødtes ved P – pladsen på østsiden, og i den lille sø dèr var der i år de fineste små troldandeællinger (et ord vi fik en del tid til at gå med at diskutere ;-)) I næsten en halv time svømmede de ret forvirrede rundt, så vi blev noget bekymrede over, hvor forældrene var henne. Heldigvis kom mutter troldand til sidst, og så faldt der ro over flokken.

Ællinger af troldand. Foto: Susanne Jensen

 

Troldænder. Foto: Susanne Jensen

 

Og så kom mutter troldand endelig og tog sig af ungerne. Foto: Susanne Jensen

 

Det gjorde der også over os, så vi tog bilerne og kørte til P-pladsen ved Sparkær spejdernes hytte. Her viste vejrguderne os, hvad vi kunne forvente, så vi iklædte os vores regntøj. Det var en ret go` beslutning, selv om det kun var i korte perioder vi blev generet af rigtig regn.

Turen frem og tilbage langs Rosbors Sø gav os 34 fuglearter i alt, og det synes vi er et pænt resultat – måneden og vejret taget i betragtning.

Dagens fugl og højdepunktet på turen er vi nok alle enige om: Vi så en enkel trane i starten af turen, men da vi nåede frem til sydenden af søen kom 4 traner flyvende og landede ret pænt foran os. Det var selvfølgelig det lokale ynglepar med deres 2 unger, som de meget gerne ville vise os. Og TAK for det – ejj, hvor var turleder glad for at det lykkedes at få dem at se, for det er trods alt ikke så tit man får 2 flotte flyveklare traneunger at se. Det gjorde vi her – og i hel figur!

Trane i Rosborg Sø. Desværre var det ikke muligt at få billeder af ungerne. Foto: Susanne Jensen.

 

Men turen bød nu også på en anden kandidat til titlen “Dagens fugl”. Vi havde en tikkende (som Henrik von Suhr siger tuttelitut) dobbeltbekkasin, som landede på engen ret tæt på os. Så alle kunne se den smukke ryg og vinger samt det lange næb. Den vakte også stor lykke, da den kunne ses så fint.

Her er det flotte skud Susanne Jensen fik da dobbeltbekkasinen lettede.

 

Som ventet så vi også en del bynkefugle og selvfølgelig rødrygget tornskade, hvor vi så både far, mor og barn. Også fint, da nogle af turdeltagerne aldrig havde set denne fine fugl før.

Ellers var der de fugle vi forventede at finde, og navnene på arterne kommer her: Troldand med 5unger, gærdesmutte, bysvale, landsvale, stær, musvåge, sortspætte, sangdrossel, engpiber, bynkefugle, løvsanger, hvid vipstjert, misteldrossel, storskallesluger, stor flagspætte, solsort, fiskehejre, gråand, knopsvane, rødrygget tornskade, bogfinke, munk, gulspurv, traner med 2 unger, grønirisk, sanglærke, rørhøg, skovskade, ringdue, dobbeltbekkasin, rørspurv, vandrikse, ravn, tårnfalk.

Kirsten – der var 4 af dem med på turen 😀 – skulle selvfølgelig have de flotte støvsvampe med hjem. Her lidt billeder af hendes strabadser for at få fat i dem.

Foto: AO

 

Mobilfoto: AO

 

 

Kaffepause. Mobilfoto: AO

 

Nogle kunne ikke holde sig i ro – heller ikke i kaffepausen. Mobilfoto: AO

Tak til deltagerne for jeres tålmodighed og gode humør 🙂

Referat: AO, som vikarierede for sygdomsramte Marianne Suhr

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *