Mindeord over Erling Andersen

Den 11. november 2017 fik vi den triste besked om, at Erling Andersen var død. Erling blev i foråret ramt af en uhelbredelig kræftsygdom på hjernen og i forbindelse med en operation blev han blind. Det må være noget af det værste der kan ske, når man har den store interesse for naturen og fuglene, som Erling havde.

Erling boede i Skyum, hvor han, sammen med sin kone, Dorthe drev gården ”Laugaarden”, som han i sin tid overtog efter sin far. Han havde en meget fin besætning af Jerseykvæg og den tilhørende jord blev passet med stor ekspertise. Navnlig den tilhørende mose var Erlings stolthed. Her havde han en stor artsrigdom af fugle. Bl.a. kunne han om foråret med stor glæde præsentere Vagtelens rytmiske sang. I en årrække såede han et areal til med Solsikker med henblik på ringmærkning af fugle. Om efteråret kunne han så høste frugten heraf, når hans gode ven, ringmærkeren Willy Mardal, Sønderhå, satte sine net op og fangede et meget stort antal fugle her.


Erling Andersen var i en del år aktiv i DOF Nordvestjyllands bestyrelse. Derudover var han med i arrangementudvalget, og han var turleder på mange Gråmejseture. Når Erling var turleder, kunne man næste love at der var Vandrefalkegaranti. Erling havde en vis evne til at finde denne fugl, og det var til stor glæde for turdeltagerne.

Foruden DOF var Erling også aktiv i andre foreninger. Han var bl.a. i en periode fra 2009 til 2012 leder af BFN´s (Biologisk forening Nordvestjylland) fuglestudiekreds, hvor han også var medleder på ekskursionerne.

Ved BFN’s generalforsamling i 2008: modtog Erling BFN’s naturpris for særlig indsats med naturformidling i BFN´s fuglestudiekreds, samt naturpleje på egen ejendom.

Det er et stort tab for os alle, at Erling ikke er mere. Vi er mange der vil savne hans gode humør og store viden om fugle.

Erling efterlader sig sin kone Dorthe og deres to døtre, Tina og Lise. Erling blev kun 67 år.

Ære være Erlings minde.

Dette indlæg er udgivet i Nyheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.