Referat Ndr. Feldborg Plantage 22.5.19, Gråmejsetur

R

Klar til start!

En Gråmejsetur hvor der mødte 21 forventningsfulde m/k op på P- pladsen på Langgade ved Feldborg. Her samledes vi i så få biler så mulig, og med Anni som turleder kørte vi ind på skovvejene, og hen til stien til Rævekær. Vi traskede derindad og lyttede samtidig efter vendehals.  Men den er nok i gang med at ruge nu, så der var ikke så meget at se og høre. Ved Rævekær blev det til en enkelt Lille Præstekrave og skovpibere, der sprang ud i faldskærme, men rødrygget tornskade, som blev set dagen før,  var ikke at se nogen steder.

Her ved Rævekær sås dagen forinden svaleklire, lille præstekrave og rødrygget tornskade, men denne dag var kun den lille præstekrave til stede.

Herefter kørte vi til stedet, hvor Sortspætten holder til, og efter vi fik os sat på et dige stødte Keld Christensen til turen. Vi ventede tålmodigt godt 3 kvarter og så også sortspætten fint alle sammen. Både siddende og flyvende. Men det var tydeligt spætten ikke ville ”vise” os dens redehul, for den fløj ikke ned til ungerne med den mad, som den havde i næbbet. Den var sikkert en smule nervøs med den flok tilskuere, som ellers havde sat sig helt ude ved vejen, så vi rykkede hurtigt videre.

Sortspætteungerne fik vi ikke set denne gang, men én af de voksne var heldigvis til stede.
Shelterplads ved Tindalhus.
Slyngelstuen 😉



Derefter var der dømt kaffepause – det trængte vi virkelig til.
Der var begyndt sådan lidt fnisterregn, så vi kørte hurtigt til Tindalhus, hvor der er nogle fine shelters at sidde i tørvejr til. Vejret holdt dog tørt, og kort efter gik vi alle til området, hvor både grønspætte og duehøg har rede. Grønspætten sås kort i toppen af et grantræ, men duehøgen var ikke hjemme. Men vi så den store duehøgerede og en Kronhjort i bast stod længe og så på os.
På vej derfra hørtes gulbug, flagspætter og meget mere.

Keld fortæller om grønspætte og duehøg
Folk lytter, når Keld fortæller – det er han nemlig go` til!

Som afslutning på turen kørte vi til Skovridderboligen, der står tom nu, fordi Naturstyrelsen er flyttet. Her gik vi en rundtur, hørte mange småfugle og så og hørte en Ravn nær sin rede. Derefter skiltes vi – taknemmelige over det i år lykkedes at få sortspætten at se!

Vi var lidt forsinkede, så enkelte var taget hjem inden resten af flokken stillede op foran Skovridderboligen

Artslisten kom til at se sådan ud:

Løvsanger-Gransanger-Gærdesanger-Munk-Skovsanger-Skovpiber-Bogfinke-Landsvale-Solsort-Sangdrossel-Stær-Krage-Skovskade-Ravn-Topmejse-Sumpmejse-Musvit-Blåmejse-sortmejse -Stor Flagspætte-Sortspætte-Ringdue-Musvåge-Tårnfalk-Fasan-Lille Præstekrave-Grønsisken-Grønirisk-Hvid Vipstjert-Gærdesmutte-Dompap-Rødhals – gulbug – stær. 

Det blev til 34 arter plus Kronhjorte, rådyr og en Hare

Referent: Finn Andersen

Fotos: Anni OB

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.