Referat fra Karsten Bjørnskovs foredrag

Referat af foredrag med Karsten Bjørnskov

En stor flok tilhørere var samlet til Karstens foredrag om sit liv med naturformidling.   På sin helt egen og humoristiske måde fortalte han om hvordan bondesamfundets udnyttelse af jorden i begyndelsen skete på naturens betingelser.  Med industrialiseringen begyndte man at anvende naturens ressourcer på andre måder, og siden er det kun gået ned ad bakke for naturen, efterhånden som mennesker har overtaget og udnyttet den i større og større omfang

Karsten fortalte om sit natur-liv som barn på Mors, sin tid i militæret, hvor han nød nattevagterne på Oksbøl Hede, sin tid som skovarbejder i Thy og senere, hvor han fik mulighed for at formidle sin viden for børnehavebørn og skoleelever i skoven.  Ved et tilfælde kom han til at undervise de pædagogstuderende i Thisted ligesom dagplejemødrene blev en del af hans natur-program.   Fra ca. 2000 var han en del af planlæggerne af Nationalpark Thy, hvilket han var meget stolt af. Til hans beklagelse har det dog senere vist sig, at agendaen for nationalparken ikke blev den, som Karsten tilsigtede, nemlig naturudnyttelse sammen med naturbeskyttelse.  I stedet er området i stigende grad blevet præsenteret som turistattraktion, og det har medført en færden i området, som desværre alt for ofte er uden tanke for naturbeskyttelsen.

 Mens vi gennem hele aftenen havde fået rørt lattermusklerne, endte han dog med at præcisere alvoren i den kæmpe-opgave, der ligger foran de unge mennesker, som nu skal forsøge at genoprette hvad der i uvidenhedens og pengenes navn er gået tabt for naturen og for os.

Dette indlæg er udgivet i Nyheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.