Turleder Finn Andersen bød velkommen til ca. 20 veloplagte deltagere, nogle fra lokalområdet og andre længere væk fra. Lidt regn betød ikke noget, og op ad formiddagen kom solen igennem.
Næppe var vi begyndt at gå op i Troldeslugten, før de forreste fik øje på vandstæren, der helt klassisk sad og vippede på en gren lige over vandspejlet i søen. Den blev tålmodigt siddende, mens en enlig bjergvipstjert fimrede rundt i nærheden.



Musvit, blåmejse, sumpmejse, solsort, spætmejse, træløber og gærdesmutte var der også. Oppe i skoven hørte vi sortspætten, lidt senere så vi et glimt af den mellem træerne.


Musvågen hørtes skrige i nærheden. En flok halemejser flagrede rundt i toppen af de høje bøgetræer. Grønspætten sang oppe i skoven ved legepladsen. Isfuglen sad på en gren ved bækken i adskillige sekunder, og en bjergvipstjert viste sig længere nede mod søen, hvor der lå gråand og stor skallesluger.


Kaffepausen holdt vi Hald-laden, og så fortsatte vi til Skytteholmen, hvor vi så grønsisken og troldænder. Stien hen mod Nonbo Mølle gav ikke meget i dag, måske på grund af den høje vandstand. En gærdesmutterede hang på i en busk på den anden side af kanalen. På tilbagevejen så vi på afstand endnu en vandstær.



På grund af de mange fugle ved Niels Bugges Kro, så var tiden skredet en del, men de mest udholdende deltagere fortsatte til Rindsholm, hvor de bl.a. fik set 2 vandstære mere.
Tak for en udbytterig tur i godt selskab.
Referent: Erlend Thorvardarson
Fotograf: Niels fra Stoholm
Måske havde vi ikke så mange arter på turen, men til gengæld blev de set og hørt godt:
Skarv, fiskehejre, grågås, troldand, hvinand, gråand, stor skallesluger, musvåge, tårnfalk, isfugl, sortspætte, grønspætte, stor flagspætte, bjergvipstjert, vandstær, gærdesmutte, rødhals, misteldrossel, solsort, halemejse, sumpmejse, spætmejse, musvit, blåmejse, træløber, kvækerfinke, grønsisken, gråkrage, allike, sølvmåge og ringdue.
I alt 26 arter, hvis jeg har fået dem alle med, hmm. Anni OB