Mindeord for Poul Hald-Mortensen

I går nåede det triste budskab frem om, at Poul Hald-Mortensen var sovet ind natten til lørdag d. 9.10. uden forudgående sygdom – men med problemer med en hjerteklap. En pludselig hændelse, der uventet og alt for tidligt har revet en familiefar, ven og kollega i fuglelivet bort. Pouls væsen og hans dybe faglige indsigt i alt om fugle og natur vil blive savnet.

En meget stor del af sit liv har Poul levet tæt på den særlige Nordvestjyske natur, først ved klithederne og klitplantagen i Tved og til sidst i sit hus midt i Vejlerne. Disse områder i Thy og Han Herred har stået Pouls hjerte særligt nær, selvom al natur har optaget ham hver eneste dag af hans liv. Blandt fuglene kommer man ikke udenom skarven, som Poul har studeret indgående i rundtved 50 år! Poul har på sin fascinerende facon bidraget til forståelsen af natur på utallige måder lige fra videnskabelige bøger og artikler til fortællinger af spøjse anekdoter og fænologier om både mennesker og fugle til alle, der var interesserede.

De seneste tre år kom Poul helt tæt på det organisatoriske arbejde i DOF Nordvestjylland, da han i et svært øjeblik for DOF NV påtog sig formandsskabet. Her var Poul den drivende kraft bag et for lokalafdelingen højt niveau af aktiviteter som fondsansøgninger og fuglekasseopsætninger i hundeskove samt i særdeleshed vellykkede klager og indsigelser over kommunale tiltag, der ellers ville have forarmet forholdene for fugle og natur flere steder i området. Det var også i disse sidste tre år, at jeg personligt kom tættest på Poul, hvor hans generøse, venlige væsen og store viden om alt mellem himmel og jord gjorde samtaler om personlige forhold og om fugle og natur til fornøjelige og lærerige begivenheder.

Der vil blive holdt begravelse nu på lørdag d. 16/10 kl. 13 i Øsløs Kirke.

Æret være hans minde.

Martin Høj Hansen, Formand for DOF NV

1 kommentar til “Mindeord for Poul Hald-Mortensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.