Gråmejsetur til Ålevand Klithede, fredag den 15. november 2024

Referat Gråmejsetur til Egebaksande fredag den 15. november 2024

Det var sørme ikke de bedste betingelser, der mødte de 20 deltagere, der fredag morgen troppede op ved Egebaksande. Det blæste og fnister-regnede så tæt, at det ind imellem føg med regn. Men kunne det slå os ud? Selvfølgelig ikke, og da slet ikke når vi fra mødestedet kunne se en meget stor flok sangsvaner, grågæs, kortnæbbede gæs, blisgæs samt en enkel pibesvane.
 
Derfra gik turen til Ålvand Klithede fugletårn, hvor der nærmest ikke var en fugl at se – heller ikke på vejen frem og tilbage. Til gengæld var der masser af tid under pausen og på turen til at få ordnet verdenssituationen - og der var der sandelig nok at tage fat på.
 
Hjemvendt til bilerne kørte vi til Faddersbøl Stubmølle, hvor vi kiggede efter bjergvipstjert. Denne var dog ikke på plads, men til gengæld blev der spottet en vandstær af enkelte deltagere.

Flere opgav nu og kørte hjemad, men nogle ihærdige deltagere VILLE se vandstær og kørte videre til Årup Å Shelterplads på Stenbjergvej. Her blev vi modtaget af den smukkeste isfugl, som lod sig se virkelig godt og længe, men vandstær fandt vi ikke selv om vi kunne se den havde været under én af broerne. 
Til gengæld sluttede turen her af med 18 tyrkerduer, stillits samt den smukkeste røde glente, som let og elegant svævede lige hen over hovederne på os. Heldigvis har vi Gråmejsetur til Viborg den 3. december, og her er der nærmest garanti for vandstær.
 
Fuglearter:
Ravn, gråkrage, allike, sangsvane, pibesvane, kortnæbbet gås, blisgås, grågås, fiskehejre, ringdue, tyrkerdue, blå kærhøg, rød glente, fuglekonge, stær, musvit, blåmejse, stillits, halemejse, bogfinke, isfugl og vandstær.
 
Referent og fotos: Anni O.B.
 
 Egebaksande 1         Egebaksande2