Tirsdag den 15. oktober var vi 12 deltagere, som i vanvittigt flot vejr næsten konstant gik rundt på odden og kneb os i armene for at forstå, hvor heldige vi var.
Det helt specielle landskab på odden viste sig frem på smukkeste vis – med storspover fløjtende næsten konstant og til tider bjerglærker flyvende om ørerne på alle deltagere. Det kunne ikke være bedre, var vi enige om. Foruden de nævnte fugle var der også efterårets måske første kortnæbbede gæs og bramgæs, en svaleklire, flere strandhjejler, almindelige ryler, mange dobbeltbekkasiner samt et par små kobbersnepper, som alle var med til at forøge fornøjelsen på odden.
Turen sluttede på Ejerslev Havn, hvor de medbragte madpakker blev sat til livs med stort velbehag. I det hele taget kunne turleder Hans Dahlgaard være umådelig tilfreds med fuglene, vejret samt den glade flok deltagere, som han havde vist rundt på odden.
Artsliste: Fiskehejre, sølvhejre, grågås, bramgås, kortnæbbet gås, knopsvane, skarv, dobbeltbekkasin, vibe, hjejle, strandhjejle, almindelig ryle, mudderklire, svaleklire, rødben, lille kobbersneppe, storspove, gråand, pibeand, krikand, hvinand, sanglærke, engpiber, rørspurv, hvid vipstjert, stær, solsort, musvit, blåmejse, skovspurv, sølvmåge, hættemåge, svartbag, gråkrage og så ikke mindst de mange smukke bjerglærker. I alt fandt vi 36 forskellige arter incl. 2 harer.
Referent og foto: Anni OB.
'