Den traditionsrige tur til Kølsen-Skals Engsø bød på flere flotte overraskelser. Inden da havde det regnet nærmest lige indtil turens
start, og med jævn vind fra nordvest var turlederne noget lunkne ved turens muligheder for både fiskeørne og andre arter.
Heldigvis klarede det op, og temperaturen steg, så vinden føltes helt behagelig. Elleve børn fra Ørneklubben mødte frem, og de blev fint suppleret af 20 forældre og andre turdeltagere. Allerede på vej fra P-pladsen på Brunbankevej sås mange svaler, og det var stort, da vi allerede der blev varskoet om fouragerende havørn over engsøen. Den var flink at sætte sig til flot skue i det enlige træ i engsøen, så alle fik set den. Den næste times tid blev brugt på broen over Skalsåen, hvor vi kunne se fouragerende hvinænder, overflyvende fjordterner og vadefugle, og endda endnu en havørn rastende først i de høje graner mod nord og senere på en grusbunke. Michael Winther holdt et spændende miniforedrag om fiskeørn, godt suppleret af den udstoppede fiskeørn, som han havde med. Kun kort tid efter dukkede pludselig en ung rovterne op ude fra fjorden, den siksakkede lige over os og fortsatte mod øst til engsøen, hvor den kunne ses fouragere de næste 10 minutter - en smuk opvisning af rovternen, der var en ny art for mange!
Nu var det tid til gåturen ud ad diget langs Skalsåen. Her hørte vi vandrikse, en sivsanger lod sig se kortvarigt og på engsøen lå grågæs og ænder. Den tiltagende vind drillede dog godt nok, og mange af især de mindre fugle blev kun set af nogle af deltagerne. Tilbage på broen over Skalsåen var det småt med fugleaktivitet. Nogle af deltagerne var mætte af oplevelser og var på vej tilbage mod bilerne - kun et par stykker kunne kaldes tilbage, da - endelig - en Fiskeørn lod sig se over fjorden mod nord og heldigvis kom langsomt mod syd mod de opstemte og glade fuglekiggere! Med den fine oplevelse sluttede Fiskeørneturen med en liste på 35 arter.
Artsliste: Lille Lappedykker, skarv, fiskehejre, knopsvane, grågås, krikand, gråand, skeand, hvinand, havørn, spurvehøg, fiskeørn, tårnfalk, vandrikse, vibe, brushane, dobbeltbekkasin, hvidklire, hættemåge, sølvmåge, rovterne, fjordterne, ringdue, stor flagspætte, sanglærke, digesvale, landsvale,hvid vipstjert, sivsanger, skægmejse, råge, krage, gråkrage (ssp. cornix), stær, bogfinke, rørspurv.
Referat og fotos (følger): Martin Høj Hansen


