Referat af Gråmejsetur, Rosborg Sø, onsdag den 3. juli 2024

 

Referat af Gråmejsetur, Rosborg Sø, onsdag den 3. juli 2024

Seks gråmejser med Anni i spidsen parkerede bilerne i det høje græs ved Sunshines hytte og gik ned mod dalen, hvor Mønsted å løber. Rødrygget tornskade han, en musvåge over dalen mod syd og lidt senere en flot rød glente over hovederne på os. Gransanger, gærdesmutte, tornsangere, solsort, sangdrossel og ravn hørte vi, mens vi gik sydpå ad den øvre grusvej.

I en lysning i plantagen var der en hel familie af grå fluesnappere, der vimsede rundt i træerne.

Oppe i det åbne terræn fik vi med lidt tålmodighed bynkefugle, både voksne og juvenile.

Da vi havde passeret Margrethediget, satte vi os i vejkanten og spiste madpakkerne. Snakken gik godt, og referenten blev igen imponeret over den viden om blomster og insekter, nogle af deltagerne har. Ved den næste plantage hørte vi lille korsnæb, og det fandt vi ud af med hjælp af Merlin-appen.

På tilbagevejen ad den lave rute spejdede vi vedholdende efter traner og rødrygget tornskade. Tranerne holdt sig skjult, men tornskaderne fik vi set i flere omgange. Gulspurv og tornsanger hørte vi mange gange, men ellers er fuglesangen ved at ebbe ud for i år.

En flot tornirisk han sad og prangede i toppen af et træ, og det blev turens sidste fugl – bortset fra de to knopsvaner nede i søen.

Igen en fin Gråmejsetur, denne gang med nye deltagere, som faldt godt ind i gruppen.

Vi takker turleder Anni for indsatsen.

Referent: Erlend Thorvardarson

Alle de fine fuglebilleder er taget af Lars Hosbjerg

Artsliste: Gulspurv, rørspurv, bogfinke, stær, sortmejse, solsort, sanglærke, bysvale, landsvale, sølvmåge, fiskehejre, ringdue, ravn, engpiber, skovpiber, havesanger, tornirisk, gransanger, gærdesmutte, tornsanger, stor flagspætte, grå fluesnapper, munk, bynkefugl, stillits, sangdrossel, lille korsnæb, stenpikker, rødrygget tornskade, musvåge, rørhøg og rød glente.

32 arter – måske fik vi ikke så mange arter, men til gengæld rigtig mange store oplevelser.

Billedforhåndsvisning Rødrygget tornskade unge

Billedforhåndsvisning Fantastisk billede af stenpikkeren

Billedforhåndsvisning Meget flot tornirisk