Turen startede med 74 deltagere på pladsen foran kirkerne, og 3-4 guider ledede den blandede flok af garvede fuglekiggere, naturvandrere, almindeligt interesserede og minsandten en hel forening, Logesøstrene fra Skive, deltog. Ruten bød på flotte scenerier og farefulde strækninger med mudder, venlige køer og knapt så venlige myg – og så masser af fugle, der både lod sig se og høre.
Først ned over kirkegården – grønirisken snerrede fra sin trætop, og over os svævede mursejlerne. Bogfinken sang sin stammende, men selvsikre remse: ”Det,det,det ka´jeg si´li´så tit det ska vær”.
Neden for kirkegården gik deltagerne et stræk på Salling Natursti med munken, der holdt politisk foredrag i fløjtetoner – og endelig – ved gangbroen hørtes løvsangeren med dens vemodigt tiggende svenske remse ”Snälla mama, får jag inte gå på bio´n i kväll?”
Og senere ude i ådalen rørsangeren, der ”skrællede kartofler” og rørspurven, der talte ”en,to,tre-enhalv”. Oppe i luften fløj bekkasinen og vrinskede, og deltagerne fik vished for, at mudderkliren findes i virkeligheden. Det hele blev overvåget af rørhøgeparret, der patruljerede frem og tilbage.
Køerne i ådalen er et kapitel for sig. De laver god naturpleje, og der, hvor de har gået langs åen, kan man gå sikkert, uden at få en våd sok – og ikke udenfor, som nogle måtte sande!
Den obligatoriske kaffepause blev holdt ved Jernbanebroen – og her hørtes også den første nattergal. Vores nattergale er alle af den nordlige slags, som synger lidt mere med snerrende maskinagtige lyde ind imellem i modsætning til dens forfinede slægtning fra Sydeuropa – en forskel, som også H.C. Andersen må have observeret, inden han skrev eventyret om nattergalen.
Senere hørtes kærsangeren. Hele vinteren opholder den sig sammen med blandt andet landsvalen i Kenya, og da den imiterer alt, er der altid svalekvidder i dens sang. I det hele taget synger den pænt – noget pænere end de ”grisehyl”, som vandriksen jævnligt udstødte ude fra rørskoven.
Vi har i de senere år mærket en markant nedgang i antallet af insekter. Det mærkedes dog ikke på turen, hvor der var masser af almindelige blodtørstige myg – og så de små gnavpander, eller knot, som svenskerne kalder dem.
Myg, knot og våde sokker kunne dog ikke forhindre en god aftentur i stille og lunt vejr med både masser af fugle og masser af skridt på skridttælleren.
Referent: Verner V. Hansen
Det område i engen, hvor der var en lille udfordring på et stykke jord, som kvierne gik på. Fulgte man bare kviernes spor, så kom man nemt og tørskoet over.
Jernbanebroen, hvor vi fik forfriskninger og ventede på, nattergalen skulle synge.
