Lørdag den 26. februar var Lars Mogensen guide på en ugle-lyttetur i Ø Bakker i Nørreådalen. Turen begyndte klokken 19, hvor mørket netop var ved at sænke sig over de gamle morænebakker, og selvom det var lidt svært at tælle folk i den tiltagende skumring, var fremmødet på 35 turdeltagere.
Lars havde medbragt to udstoppede ugler, en slørugle og en skovhornugle, som blev vist frem på taget af Lars’ bil, mens han introducerede turen og de arter, vi skulle forsøge at lytte efter. Så gik turen nordpå langs hegnet til det fåregræssede område. Første stop var indenfor en klaplåge i lyngbakkerne, hvor vi havde en fri lytte-linje mod et stort område. Natten var eksemplarisk stille og klar med stjerner og næsten ingen vind. De mange deltagere var også imponerende stille, mens vi lyttede: Et svagt “HU-HO… HU-HO” kunne anes. “Det er hunnen af stor hornugle”, forklarede Lars. “Hannens sang er et kraftigt dybt “HO!” Vi lyttede igen: Man kunne, endnu svagere, ane et “HO!” efter hver af hunnens lyde - det var en duet, men meget fjern.
Lars førte os ind i nåleskoven, og efter omtrent et kvarters gang stoppede vi kort og lyttede. “Der er en skovhornugle denne vej!” sagde Lars. “Lad os gå stille derhen og se, om vi kan høre den tættere på”. Vi gik endnu et stykke, stoppede og lyttede. Næsten lige over os, kun et kort stykke vej fra stien, hørtes med regelmæssigt mellemrum et tydeligt: “Huu!”, “Huu!”. “Huu!” Vi stod længe og nød lyden.
“Skovhornuglen kan kun høres få hundrede meter fra, hvor den sidder”, sagde Lars. “Den store hornugles sang kan man derimod høre på flere kilometers afstand”.
Turen fortsatte til en græsset mark med læhegn nær en ejendom. Vi standsede for at lytte, og næsten øjeblikkeligt hørtes et hæst “Kreejscht!” fra hjørnet af marken. Lars lød overrasket. “...den havde jeg ikke ventet at finde her…” sagde han. Vi lyttede intenst, men der var ikke flere lyde. “Det vi hørte var en slørugle”, fortalte Lars. “Jeg afspiller lige lyden en enkelt gang, så I kan sammenligne med det vi hørte”. Lars fandt sløruglens skrig på sin mobiltelefon, og afspillede. Det lød overbevisende som det, vi havde hørt. Næste øjeblik blev lyden besvaret: Ikke en men to slørugler fløj skrigende langs markens læhegn, fortørnede over at have hørt et skrig fra en formodet rival.
Vi fortsatte gennem skoven, hvor vi flere gange igen hørte skovhornuglen, dog mere fjernt. Da vi igen nærmede os bilerne, sagde Lars: “Faktisk har jeg de sidste dage hørt den store hornugle rigtigt fint fra mit eget vindue om natten. Hvis I er med på en lille ekstra tur, før vi kører hjem, kan vi gå ned til Øby og lytte derfra”. Det var alle med på, og vi gik ned til landsbyens hovedgade, hvorfra der var udsyn mod bakkerne. Her hørtes et klart uglekald, som vi ikke havde hørt før på turen: “Kjyip! kjyip! kjyip!” en natugle-hun hævdede territorium. Lidt til venstre for hende kom så, klart og tydeligt, en duet: “HU-HO!” … “HO!” … “HU-HO!” … “HO!” Hannen og hunnen af stor hornugle sang, klart og tydeligt fra bakkerne. Til højre stemte natugle-hannen nu også i, og sang duet med sin hun: “Kjyip!” “Hu-hu-hu-huuuu!”. “Kjyip!” “Hu-hu-hu-huuuu!”
Det var svært at løsrive sig, men til sidst gik vi tilbage til bilerne med hovederne fyldt med nattens lyde. I alt gjorde Lars Mogensen ugle-artslisten op til: 3 skovhornugler, 3 store hornugler, 2 slørugler og 2 natugler. En helt uforglemmelig ugletur! (Mobil-optagelse af duetterne med stor hornugle og natugle kan høres her)
